Det nuværende OUH er kendetegnet ved de meget forskellige bygninger fra forskellige perioder. Sygehuset åbnede i 1912 med gamle rødstensbygninger. I 1950’erne og 60’erne fulgte bl.a. det 57 meter høje sengetårn, og siden er der løbende kommet nye bygninger til. Her kan du læse om udviklingen og om arkitekterne bag.
Odense Universitetshospital har en historie, der strækker sig over fem århundreder – fra Gråbrødre Hospital i 1539 til dagens supersygehusprojekt. Det moderne sygehus udspringer dog af Sygehus for Odense Amt og By, som åbnede på Søndre Boulevard i 1912 med 224 senge.
Arkitekt Gunnar Laage skabte en serie rødstensbygninger i pavillonstil, hvor lave fløje omgivet af grønne anlæg sikrede lys, luft og adskillelse af afsnit. Laage var optaget af, hvordan arkitektur kunne fremme sundhed og trivsel: hans design gav patienterne dagslys, udsigt til natur og mulighed for frisk luft – elementer, der skulle styrke helingsprocessen og mindske smittefare. De varme materialer og menneskelige proportioner gav hospitalet et omsorgsfuldt præg, som stadig præger området.
I Gunnar Laages byggestil ses tydelige spor af det tidlige 1900-tals tro på, at omgivelserne direkte påvirker helingsprocessen. Pavillonhospitalets struktur gjorde det muligt at forene funktionalitet og omsorg, mens røde mursten og mansardtage gav hospitalet et menneskeligt og omsluttende udtryk. Laages pavillonprincip – med fokus på dagslys, frisk luft, grønne omgivelser og en skala tilpasset mennesket – var et tidligt udtryk for en forståelse af, at arkitektur kan fremme sundhed og trivsel.
Disse idéer genfindes i nutidens helende arkitektur, hvor forskning understøtter, at adgang til natur, naturligt lys, god akustik og visuel ro reducerer stress og styrker restitution. Moderne hospitalsdesign bygger videre på Laages tankegang ved at integrere grønne landskaber, fleksible rum og materialer, der skaber tryghed og varme – en kontinuitet fra pavillonhospitalets omsorgsfulde rammer til dagens evidensbaserede sundhedsarkitektur.
Modernistiske udvidelser
I 1952 blev det besluttet at hospitalet skulle udvides for at imødekomme stigende patientstrømme og modernisere behandlingskapaciteten. Med en vision om at kombinere høj kapacitet og specialiseret funktionalitet vandt arkitekterne Kay Boeck Hansen (1920–1992) og Jørgen Stærmose (1920-2007) den skandinaviske arkitektkonkurrence, hvilket førte til opførelsen af to markante bygninger: et 16-etagers sengetårn og en tilhørende lav behandlingsbygning i to etager. Det 57 meter høje højhus blev opført i 1960’erne og er en af Odenses højeste bygninger.
Arkitekterne var fortalere for industrialiserede konstruktioner, og ønskede at introducere modernismens principper – rationelle volumener, modulær struktur og materialer såsom beton og glas – uden at miste hospitalsbyggeriets menneskelige dimension.
Sengebygningen blev et symbol på fremtidssikret hospitalsdrift der skulle imødekomme et krav om effektivitet og rationalitet: med teknisk avancerede løsninger, vertikal organisering og klar opdeling af funktioner skabte de en effektiv struktur, der kunne rumme flere patienter og behandlingstyper på begrænset areal. De funktionelle linjer og høje volumen – opført af betonelementer i et stramt formsprog, bestemt af modulopdelingen – sikrede både praktisk anvendelighed og arkitektonisk klare linjer.
Voksende kompleksitet
Siden 1960’erne er hospitalet løbende blevet udvidet med en række funktionsprægede byggerier, der afspejler praktiske hensyn, som skulle understøtte hospitalets voksende kompleksitet.
Tilføjelserne omfattede blandt andet sygeplejeboliger, patienthospital, lager- og servicebygninger, tekniske installationer samt specialiserede afdelinger som psykiatri og børnepsykiatri. Senere kom også parkeringshuse og andre bygninger af mere eller mindre pragmatisk karakter til. Med tiden er dele af de oprindelige, grønne gårdarealer også blevet bebygget af forskellige bygningsstrukturer.
En række bygninger i området er udpeget som bevaringsværdige og indgår delvist som en del af en bevaringsværdig sammenhæng langs Sdr. Boulevard.
