Transformation af OUH: Mere end 100 idéer til Odenses nye bykvarter på idéfestival

  • Gamle og nye hospitalsbygninger på OUH Hero Det nuværende OUH. Foto: Rasmus Hjortshøj
136 forslag fra 94 deltagere - idéerne til transformationen af området ved Odense Universitetshospital er strømmet ind fra både ind- og udland, og fra den 13. maj bliver de udstillet, så alle interesserede kan gå på opdagelse i dem. Udstillingen er del af en idéfestival, hvor der også er mulighed for at deltage i aktiviteter og give sit besyv med.

Interessen har været stor for at deltage i idékonkurrencen, som skal være med til at forme visionerne for transformationen af det godt 274.000 kvadratmeter store hospitalsområde i Odense til et nyt, grønt bykvarter. Siden Freja Ejendomme, Realdania By & Byg og Odense Kommune skød konkurrencen i gang den 19. februar og frem til deadline den 1. maj har arkitekter og andre professionelle inden for byudvikling og byggeri indsendt idéer side om side med medlemmer af frivillige foreninger, individuelle borgere og repræsentanter fra både erhvervs- og kulturlivet. 

I alt har 94 parter fra ind- og udland deltaget, og de har samlet indsendt 136 forslag fordelt på konkurrencens fem temaer. 

- Den store interesse for at deltage i konkurrencen er et rigtigt godt rygstød til transformationen af OUH-området, fordi det betyder, at vi får mange gode idéer med videre i processen med at udvikle området. Nu håber jeg, at rigtigt mange odenseanere og andre interesserede også vil deltage i festivalen både for at se de udstillede idéer og for at indgå i dialogen om, hvordan Odenses nye bykvarter skal blive, siger Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel.

Deltagere på idéfestival kan give deres besyv med

En udstilling af alle forslagene fra idékonkurrencen kan ses fra den 13. maj på J.B. Winsløws vej 19 tæt ved Odense Universitetshospital. Dagen markerer samtidig åbningen af en idéfestival, hvor deltagerne udover at fordybe sig i de mange idéer kan deltage i forskellige aktiviteter og give deres input til transformationen af området.

- Det er glædeligt, at så mange har taget imod udfordringen og indsendt idéer til transformationen af Odenses nye bykvarter. OUH-området bliver et laboratorium for den vigtige samfundsopgave at udvikle levende byer med høj kvalitet og med afsæt i det eksisterende. Med idékonkurrencen er vi allerede i gang, og vi glæder os til at dykke ned i de mange forslag og til at invitere offentligheden til at komme og se med, siger Peter Cederfeld, adm. direktør i Realdania By & Byg.

Fremtidsværksteder og byvandringer i området vil også blive en del af festivalen, og forhåbningen er, at både professionelt interesserede, nysgerrige naboer og andre interesserede møder op for at bidrage med input til udviklingen af et nyt bykvarter og lære mere om området. Hele programmet kan findes på www.nytbrokvarter.dk .

- OUH-området har et meget stort potentiale med sin blandede arkitektur, sin lange historie og sin placering helt centralt i Danmarks tredjestørste by, og vi har en klar vision i partnerskabet om at sætte helt nye standarder for transformation af byområder med det her projekt. Jeg håber, at idéfestivalen vil give mange mennesker lejlighed til at se de mange muligheder, der vil være for erhverv, boliger, kultur og meget andet i bydelen, siger Christina Jørgensen, adm. direktør i Freja Ejendomme. 

Festival skydes i gang med åbningsarrangement, og du kan komme med

Når idéfestivalen skydes i gang den 13. maj, så er det med en åbning af udstillingen af alle indkomne forslag fra idékonkurrencen. Til åbningsarrangementet er der ligesom resten af udstillingsperioden fri adgang.

Til nogle enkeltarrangementer som byvandringer og fremtidsværksteder vil der være krav om tilmelding, det gælder også for arrangementer, der er planlagt for særlige målgrupper som erhvervsliv og forenings- og kulturliv. Se hele arrangementet på www.nybrokvarter.dk .

- Transformationen af OUH-området har en kæmpestor betydning for Odenses udvikling de næste mange år, og derfor håber jeg også, at rigtig mange odenseanere vil tage imod tilbuddet og komme forbi et eller flere af arrangementerne på idéfestivalen. Jeg glæder mig i hvert fald til at gå på opdagelse i de mange bidrag til idékonkurrencen, siger by- og kulturrådmand Lars Christian Lilleholt. 

Udstillingen af de indkomne forslag er under idéfestivalen åben den 13. maj og alle dage fra den 18. til den 22. maj. Den 13. maj er der åbent fra 15.00 til 19.00. Den 18. og 22. er åbningstiderne 13.00 til 19.00, mens der den 19., 20. og 21. maj er åbent fra 13.00 til 20.00.

Derudover er det planen at give adgang til udstillingen på udvalgte dage i tiden frem til sommerferien. Der er gratis adgang til udstillingen.

Den 18. juni kåres de bedste forslag fra idékonkurrencen ved et præmieringsarrangement. Da de indsendte forslag er anonyme som et vilkår af hensyn til bedømmelsesprocessen, vil det først efter den 18. juni blive offentliggjort, hvem der har indsendt hvilke forslag.