Som afsæt for udviklingen har partnerskabet formuleret et fremtidsbillede for 2045, der sammen med et sæt fælles værdier skal ses som pejlemærker for den retning, som parterne ønsker at gå.
"I 2045 er området, der engang rummede OUH, omdannet til Odenses nye, blandede brokvarter. Odenseanere er flyttet ind, erhvervslivet blomstrer og en stemning af kreativitet og virkelyst blander sig med hverdagslivet i gaderne. De gamle bygninger fik hurtigt lys i vinduerne, og området er blevet et attraktivt og grønt brokvarter med en stærk identitet, der byder på liv, oplevelser og arbejdspladser for hele regionen.
Udviklingen er sket med afsæt i stedets særlige historie, identitet og kvaliteter, regenerative principper og med mod og omtanke for naturens kredsløb og menneskers sundhed og trivsel. Ambitionerne er undervejs blevet skærpet med afsæt i et værdikompas, der har sikret balance mellem sociale, miljømæssige, kulturelle og økonomiske mål. Pilotprojekter har medvirket til at modne og give flyvehøjde til udviklingen. Tilsammen har det skabt læring og eksempelværdi i ind- og udland."
Dette fremtidsbillede skal sammen med partnerskabets fælles værdier konkretiseres til en egentlig vision i løbet af 2026.