Som afsæt for udviklingen har partnerskabet opstillet et sæt fælles værdier, der skal ses som pejlemærker for den retning, som parterne ønsker at gå.
Partnerne har opstillet disse miljø- og naturmæssige, sociale, kulturelle og økonomiske værdier. Parterne er enige om, at værdierne skal være styrende for udviklingsarbejdet såvel inden som efter stiftelsen af et fælles arealudviklingsselskab. Værdierne skal sammen med et fremtidsbillede for 2045 konkretiseres til en egentlig vision i løbet af 2026.
Miljø- og naturmæssige værdier
Projektet skal minimere brugen af ressourcer ved en høj grad af bevaring, renovering, transformation og genanvendelse af det eksisterende by- og bygningsmiljø og prioritering af cirkulære principper i både omdannelse og nybyggeri (input).
Der sikres taksonomioverensstemmelse (nybyggeri/ cirkularitet/renovering) samt implementering af andre løsninger, der bidrager til reduktion eller fangst af CO2.
Projektet skal bidrage til at reducere affald, vand, emissioner og forurening (output). Dette sikres gennem en høj grad af genanvendelse i bygningsmassen, krav til affaldssortering i byggefasen samt håndtering af miljøfarligt byggeaffald. Bydelen indrettes med henblik på at sikre mindst mulig klimaudledning og plads til de bykvaliteter, der gør området attraktivt for beboere, ansatte og besøgende bl.a. i form af planlægning med afsæt i det omvendte mobilitetshierarki.
Projektet skal styrke biodiversiteten og bidrage positivt til områdets grønne og rekreative kvaliteter ved at lade natur og storby vokse sammen på nye og overraskende måder, kombinere klimahåndtering med rekreative kvaliteter og minimere biodiversitetspåvirkningen af naturen som helhed igennem bevidste valg on- og offsite.
Kulturelle værdier
Projektet skal sikre høj arkitektonisk kvalitet i byrum og bygninger, herunder gennem bevaring og transformation af eksisterende bygninger og historiske spor. Dette sker bl.a. gennem etablering af et eller flere kvalitetsprogrammer. Projektet skal bidrage til at sikre lokale fritids- og kulturtilbud, bl.a. med afsæt i bevaring og transformation af bygninger og byrum som et positivt benspænd, for borgere i samarbejde med resten af byen, herunder institutioner og foreninger.
Sociale værdier
Projektet skal bidrage til at skabe et brokvarter, der ved at blande erhverv, boliger, service, butiks- og restaurationsliv, fritidsliv og kultur gør området attraktivt for beboere, medarbejdere og besøgende og skaber liv fra morgen til aften
Projektet skal skabe et brokvarter for alle ved at sikre en bred sammensætning af boligtyper og forskellige typer af ejerformer – både ejer-, leje- og almene boliger - samt tilføre de natur-, by- og boligkvaliteter, der gør det attraktivt for flere målgrupper at bo i byen.
Projektet skal sikre engagement i udvikling af området fra de virksomheder og borgere, der etablerer sig eller bosætter sig i området.
Projektet skal med sine udbud og efterspørgsler bidrage til den omgivende by og styrke lokale fællesskaber og byliv, blandt andet igennem involvering af foreninger og andre samfundsaktører.
Økonomiske værdier
Projektet skal tiltrække og skabe synergi mellem vidensintensive klyngevirksomheder, iværksættere og urbane erhverv. Parterne udvikler derfor sammen og med evt. andre relevante parter en erhvervsstrategi og handleplan, der skal sikre at dette realiseres.
Projektet skal bidrage til etablering af uddannelses-, praktik- og arbejdspladser, herunder arbejdes der for, at der etableres socialøkonomiske virksomheder (fx kantine, vaskeri og Facility management). Der udvikles sammen med Odense Kommune og andre relevante parter en handlingsplan.
Selskabet skal etableres og drives med høj fokus på økonomisk robusthed mht. at reducere risikoen for, at det bliver nødvendigt at gå på kompromis med kvaliteten af den samlede udvikling, fx som følge af ugunstige økonomiske samfundskonjunkturer.
Der skal sikres et økonomisk og robust selskab og en stærk økonomistyring af selskabets anlægs- og udviklingsaktiviteter med henblik på at udvikle arealerne balanceret i forhold til den overordnede vision og en optimering af den samlede værdi inden for rammerne af projektet, herunder søge arealerne solgt bedst muligt.